Menu

En hilsen fra Bestyrelsen

image
21. oktober 2025 kl. 12:22
Kære alle fodboldspillere, forældre, ildsjæle og KFUM entusiaster.
Så er efteråret for alvor trådt i karakter, og vi kan se tilbage på et helt fantastisk forår og sommer 2025 for Danmarks bedste fodboldsklub.
Udover de mange flotte sportslige resultater har vi bl.a. opnået ny medlemsrekord og vi er godt på vej til at blive den næststørste klub i Jylland!
En kæmpe tak til jer alle for jeres fantastiske opbakning til klubben.
Vi har igen oplevet stor støtte gennem sponsorater, og vores Forårscup satte endnu engang nye rekorder i både antal hold, indtjening og underholdende aktiviteter. Derudover har vi selvfølgelig også fået en ny bestyrelse, som er i fuld gang med arbejdet. Læs mere i dette nyhedsbrev.
Den nye Bestyrelse
Vi er i skrivende stund 1598 medlemmer i klubben og oplever en stadigt stigende interesse for at blive en del af vores fantastiske fællesskab. Det er et stærkt udgangspunkt for klubben, som naturligvis også kan mærkes i travlheden hos den nye bestyrelse. Vi har fået etableret et rigtigt godt samarbejde og arbejder målrettet på både at skabe overblik over klubbens aktiviteter og fordybe os i detaljerne. Der er især tre store emner, der i øjeblikket fylder på dagsordenen:
• Den nuværende samarbejdsaftale med leverandøren af tøj og udstyr udløber i januar 2026.
• Hovedsponsoraftalen med Nordjyske Bank udløber foråret 2026.
• Arbejdet med etableringen af nye omklædningsfaciliteter er i gang.
Der er således nok at tage fat på. Heldigvis er vi så privilegerede at Jesper Olesen, Rasmus Aamand Pedersen og Torben Frederiksen har meldt sig som ekstra hjælp i vores byggeudvalg. Vi har desuden valgt at tilforordne Mads Bech og Trine Nygaard til bestyrelsen i forbindelse med nogle af de mange opgaver, vi står overfor.
De tilforordnede vil, udover de daglige opgaver og de tre ovennævnte hovedemner, også bidrage med ekstra kræfter til en række andre initiativer, som bestyrelsen ønsker at sætte i gang.
Det kan for eksempel være nye sportslige aktiviteter, fundraising til reparation af multibanen og et nyt boldhus, eller samarbejde med kommunen om etablering af nye baner, som er et område, hvor vi i den grad er udfordret. En stor tak til dem alle for at træde frem og tilbyde deres hjælp i klubbens arbejde.
Ny Samarbejdsaftale om klubtøj
Vores nuværende samarbejdsaftale med Sport 24 Aalborg City og Hummel udløber i januar 2026, og vi har i den forbindelse ønsket at undersøge både en eventuel forlængelse med Sport24 og at evaluere andre potentielle samarbejdspartnere. Vi har oplevet stor interesse fra flere leverandører, og beslutningen har bestemt ikke været nem.
Bestyrelsen har derfor nøje gennemgået alle indkomne tilbud, før vi traf en endelig beslutning. Efter en samlet vurdering har vi valgt at indgå en 5-årig aftale med Unisport og Select, gældende fra 1. februar 2026.
Aftalen giver klubben og medlemmerne gode rabatter på Select-produkter samt andre varer på Unisports platform inkl. fodboldstøvler. Vi arbejder i øjeblikket på at udvikle den kommende kollektion sammen med Unisport og Select og vil dele mere information om aftalen, så snart den er klar.
Sponsoraftaler
Klubben er en særdeles attraktiv samarbejdspartner for lokale virksomheder, filialer og erhvervsdrivende. Med 1598 medlemmer, næsten 200.000 årligt besøgende på anlægget og et solidt lokalt engagement udgør vi en interessant platform for både eksponering og netværk. Vi har et stort, endnu uudnyttet potentiale i Aalborg KFUM Fodbold, når det gælder sponsoraftaler, og det er et område, vi nu har sat et stærkere fokus på.
Heldigvis oplever vi en fantastisk opbakning fra medlemmer, forældre og venner af klubben, som gerne vil bidrage gennem sponsoraftaler. Det er en støtte, vi er meget taknemmelige for. Er du interesseret i at høre mere om mulighederne for at blive sponsor, er du meget velkommen til at kontakte vores Sponsor- & Eventansvarlige, Michal Guldhammer Gregersen på Michal@aalborgkfumfodbold.dk.
Bestyrelsen har et ønske om at gentænke hele vores sponsorkoncept, hvilket også hænger tæt sammen med både vores nye samarbejdsaftale med Unisport/Select og den kommende aftale med en ny hovedsponsor. Som det var tilfældet med valget af ny samarbejdspartner på tøjområdet, ønsker vi i forbindelse med hovedsponsoraftalen at undersøge både en eventuel forlængelse med Nordjyske Bank og at evaluere andre potentielle samarbejdspartnere.
Bestyrelsen afholder derfor i øjeblikket møder med flere mulige partnere, der kan være interessante for KFUM i forhold til en ny hovedsponsoraftale.
Nye Omklædningsfaciliteter
Vi har længe haft et ønske om at udvide vores omklædningsfaciliteter i klubben, og det ønske er kun blevet større i takt med den stigende interesse for at blive medlem af Aalborg KFUM Fodbold.
Desværre har det vist sig, at etableringen af den planlagte tilbygning bliver væsentligt dyrere end først antaget. Vi har derfor set os nødsaget til at revurdere projektet og arbejder nu med et nyt koncept i mindre skala, som holder sig indenfor vores budgetramme.
Det betyder blandt andet, at de nye omklædningsfaciliteter vil blive opført som en separat bygning. Der er nedsat et byggeudvalg, som i øjeblikket arbejder på at færdiggøre projektplanen. Vi har modtaget positive tilkendegivelser fra flere entreprenører, som vi nu går videre med i forhold til at indgå en totalentrepriseaftale.
Hasserisløbet – Søndag d. 2/11
Det næste store arrangement er Hasserisløbet, som traditionen tro bliver afholdt i fantastisk vejr, med friske børn og voksne i de smukke omgivelser i Hasseris søndag 2. november. Så husk at tilmelde hele familien til Aalborgs skønneste familieløb: https://www.facebook.com/hasserisloebet/?locale=da_DK
Rigtig godt efterår. Vi håber at se jer alle på anlægget.
Vh,
Bestyrelsen
Luk